Velkommen til vores Vilde spiselige spor
Vi har i samarbejde med Vild Mad og vores mange frivillige været ude og finde spiselige planter på en masse af vores stier, gå på opdagelse lige neden for.
Smag dig igennem vores vilde spiselige spor rundt omkring i det ganske land!
Du kan finde vilde spiselige planter overalt og VILD MAD-appen er fyldt med opskrifter med vilde råvarer. Opskrifterne er udviklet af nogle af Danmarks bedste kokke og er sorteret efter sæson og sværhedsgrad, så der er noget at give sig i kast med året rundt. Du kan også finde masser af tips eksempelvis til den bedste syltelage, og du kan lære mere om råvarernes smagsprofiler samt finde guides til at tilberede dem. Du vil opleve, at den vilde naturbyder på smage du ikke finder andre steder.
Det er fantastisk at sanke. Derfor er det vigtigt, at du gør dit bedste for at beskytte naturen og dens vilde planter, så der bliver ved med at være noget at sanke.
Derfor: Brug din sunde fornuft. tag kun det, du skal bruge, og sørg for at plukke nænsomt, så der altid er noget til den næste sanker og til næste år.
Pas på de planter og træer, du høster fra. Knæk ikke grenene, lad så vidt muligt rødderne blive i jorden og sørg for, at planterne ikke lider unødig overlast. Sørg altid for at få skrald, udstyr og andre efterladenskaber med dig, Når du har sanket. God fornøjelse!
Gode sanketips:
At sanke betyder at indsamle vilde, spiselige afgrøder i naturen. Det kan være uoverskueligt for begyndere at finde ud af, hvordan man bedst kommer i gang. Derfor har vi samlet fem gode råd til dine første sanketure.
NÅR DU STARTER: Begynd med at samle få typer af råvarer, gerne højst to eller tre ad gangen. Det gør det nemt og overskueligt at komme i gang.
FORBERED DIG HJEMMEFRA: Lær om de råvarer, du gerne vil sanke. Hvor vokser de? Hvordan ser de ud? Hvilke planter kan de forveksles med? Hvordan opbevares de bedst på turen hjem?
MATERIALE: Download VILD MAD-appen eller medbring billeder og beskrivelser af de råvarer, du vil sanke.
FORNUFT: Brug din sunde fornuft og dine sanser, når du sanker. Der er mange kendetegn, som kan guide dig, så læs plantebeskrivelsen og duft, mærk, smag og observer.
SIKKERHED: Er du på nogen måde i tvivl, så lad planten stå. Undlad at sanke nær en mark lige efter der er sprøjtet eller kørt gødning ud.
HAR DU SPIST NOGET GIFTIGT?
Hvis du spiser en vild vækst, og efterfølgende får mistanke om at den er giftig, så ring hurtigst muligt til Giftlinjen. Sørg altid for at gemme en vækst tilsvarende den, du har spist. Det vil gøre lægernes og sygeplejerskernes arbejde med at vurdere situationen nemmere.
RING TIL GIFTLINJEN: +45 82 12 12 12
Jeksen Bæk - Sporet er midlertidigt lukket grundet udvidelsen af E45
Vi håber du nyder alle smagsoplevelserne.
Med venlig hilsen
Holdet bag VILD MAD & SPOR