Området består af en mosaik af mosenatur, tørvesøer, vandløb, ferske enge samt højderygge med agerland. Det samlede område er på ca. 270 ha., hvoraf størstedelen af arealerne tilhører private lodsejere. Vis hensyn, og hold dig til den afmærkede rute, da der også kan forekomme bundløse huller flere steder. Der er i alt 4,8 km gult afmærket rute. Du kan vælge at gå en runde i Ejby Mose, krydse åen og gå en runde i Kingstrup Mose, eller kombinere dem. Turen kan forlænges ved at følge grusvejene til Kingstrup. Færdsel er tilladt til fods eller på cykel. Der er en informationstavle ved hvert nummer (1-10) på kortet.
Vidste du at Ejby og Kingstrup mose sporet er et vildt spiseligt spor?
Sporet i Ejby og Kingstrup Mose er et fint net af stier, hvor du kan gå på opdagelse og føle dig som midt i vildmarken - under 10 minutter fra nærmeste motorvej. Moseområdet er et af Fyns største, og her er registreret hele 245 forskellige planter. Hør nattergalen synge og fiskene plaske i vandet. Har du en fiskestang med kan du være heldig at fange en fisk. Der er bålplads og naturlegeplads for børn. Mens du er her, kan du samtidig give dig i kast med et væld af spiselige planter, vi har lavet et udpluk til dig, så nu er det bare at gå på opdagelse. Nyd turen.