Saltum

Alle Saltumstierne er trampestier. De er godt afmærkede og kan gås begge veje. Du kan starte turen hvor som helst på ruterne. Forbeholdt gående, men nogle steder benyttes cykelstier og mindre veje.

Saltumstien - 6,0 km

”Rundt om verdens navle på godt en time”. Saltumstien er ho­vedstien, der løber rundt om Saltum by og Nols Sø, og forbinder byen med det omkringliggende landskab skabt af istiden. Se og mærk de imponerende dale, der omkranser Saltum, nyd ud­sigten over det tidligere stenalderhav, og mærk roen i Skoven Koglen med gravhøjen Galgebakken. På rundturen kan du tage en kort afstikker til aktivitetsområdet omkring Nolshytten ved den idylliske Nols Sø.

Dalsporet - 1 km

En forlængelse af Saltumstien mod syd for let øvede. Oplev bakke, dal, mose, skov og græssende dyr. Nyd udsigten fra bænken i Kranieskoven.

Nols Sø rundt - 1,3 km

En lille rundtur med start ved parkeringspladsen Nols Sø. Følg træskiltene.

Kirkesporet - 4,1 km

Oplev Nols Sø, bestig en gravhøj med flot udsigt, besøg Saltum Kirke med de over 500 år gamle kalkmalerier. Oplev de flotte skove, marker og udsigter.

Fårupsporet - 9,8 km

En rundtur, hvor man skifter mellem Sti 21, Sti 100 og Sti 24. Kig på kortet. Fårupsporet “Knytter strand og bagland sam­men”, starter ved parkeringspladsen Nols Sø og forbinder Saltumstien med Sti 100-stisystemet ude langs vestkysten. Oplev stilheden og dyrelivet i klitbevoksningen på Fårup Klit­hede, de dyrkede marker, plantagen Koglen med gravhøjen Galgebakken og den smukke Nols Sø med aktivitetsområdet ved Nolshytten. Der er mulighed for at handle i Saltum tæt ved. Mærk idyllen ved Kvanbækken og i Brinken Skov. Husk også at se “Åtelpladsen”, hvor der forskes i mårhunde.

Strandsporet - 4,8 km

En rundtur, hvor man går ad Sti 21, Sti 24 og Sti 100 og 1 km langs stranden. Se på kortet. For lettere øvede, da man går i klitter og løst sand. Mærk sol, regn og blæst ude i klitterne, se Vesterhavet og nyd solnedgangen fra de høje klitter. Gå i den forblæste og forkrøblede klitbevoksning eller tag en dukkert i det friske hav.

Østrupsporet - 6,6 km
Dette spor løber mest på cykelstier og småveje. Se de hyggelige gårde, der ligger på række på kystskrænten i Østrup, ned mod det tidligere Stenalderhav. Nyd udsigten over det flade land. Ruten kan cykles, man må dog trække på korte stræk ved Saltum Stadion.