Odden

Sporet er en 2,2 km lang og meget kuperet rute markeret med gule pile. Man opfordres til at følge sporet, da de lave områder i skoven kan være meget sumpede. Det er dog tilladt at færdes overalt i skoven. Specielt er den sydlige ende af skoven også et besøg værd. God tur!

Træer langs sporet

Ask kan let kendes på de sorte knopper og bladet, der består af 9-13 småblade. Da veddet er smidigt og spændstigt er det værdifuldt til møbler, gulve m.v. I den nordiske mytologi står den store ask ’Yggdrasil’ i Asgård og holder himmelhvælvingen på plads med sin mægtige krone.

Hassel er en stor mangestammet busk på op til 12 meter. Den har ægformede og jævne knopper og glat lys bark. Buskene sætter nødder fra de er 6-7 år gammel. Nødderne modnes i aug./ sept. Hasselnødder er eftertragtet af fugle, dyr og insekter såvel som af mennesker.

Elm er et stort groft træ på op til 35 meter højt. Bladene er ovale og takkede i kanten og grove og ru at røre ved. I årtusinder var den et udbredt skovtræ i Danmark. Nu er den næsten udryddet på grund af elmesyge. Elmetræet er stærkt og blev bl.a. brugt til møbler, skibskøle og hjul.

Fuglekirsebær er den vilde form af den dyrkede kirsebær. I Danmark bliver træet sjældent over 20 meter. Bladene er lancetformede, 7-14 cm lange med savtandet rand. Frugterne er yndede af både dyr og mennesker. Fuglekirsebær er et træ med mange anvendelser, bl.a. til møbeltræ.

Ahorn det gamle danske ord er “Ær”. Da det er et enstavelsesord indikerer det, at arten har vokset i landet meget længe. Bladene er femlappede. De minder om en håndflade med fingrene, som spidser. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er blegere.

Bøg kendes på sine 10 cm lange ægformede blade. De friske nye bøgeblade kan spises og smager let syrligt. Bøgetræ smager ikke af noget og tager ikke smag til sig. Derfor bruges bøg til ispinde og spækbrætter.