Møborg Bakkeø

Sporene ved Møborg Bakkeø fortæller om sammenhængen mellem landskab, kulturhistorie og natur i området. God tur!

Med start ved bavnehøjen i Møborg eller P-pladsen øst for sandgraven kan man opleve landskabet på og omkring Møborg Bakkeø, egekrattets særlige natur og få et kig ind i de geologiske lag fra forskellige istider. Gravhøjene og kirken fortæller om, hvordan mennesker fra gammel tid har bosat sit i området.

På tur i et istids- og kulturlandskab

Under sidste istid for 21-23.000 år siden stoppede isen sin fremrykning ved hovedopholdslinjen lige syd for Lemvig. Smeltevand flød fra isranden ud over hedesletten, hvor de højeste dele af landskabet stak op som bakkeøer. Møborg Bakkeø er en lille bakkeø på 7 km2, der rummer aflejringer fra de seneste tre istider. De store gletschere fra nord bragte dele af de skandinaviske fjelde med sig i form af sten, sand og grus.

I starten af 1100-tallet blev ca. 2.000 af de sten, isen havde bragt med sig, indsamlet og hugget til såkaldte kvadersten for at opføre kirken 1 . Det siges, at man forsøgte at bygge kirken på det øverste punkt på bakkeøen, men at en trold, der boede inde i bakken, rev byggeriet ned hver nat. Så lod man to stude slæbe en stor kvadersten ned ad bakken, og der hvor studene gik fra hinanden, byggede man kirken.

Med 45 meter over havet er bavnehøjen 2 egnens højeste punkt med en vid udsigt over landskabet. I gammel tid blev bavnehøje over hele landet brugt som udsigtssteder, hvorfra man kunne se, hvis en fjende nærmede sig. Når det skete, kunne man slå alarm ved at tænde bål (=bavn), og så skulle de lokale folk møde op for at forsvare sig.

Møborg fik ifølge en gammel fortælling sit navn, da alle beboere i sognet på nær en ung kvinde – en mø - døde under pesten i Europa i 1347–52. Hun tændte bål på bavnehøjen, og det opdagede en ensom ung mand fra Fjaltring. Han varmede sig hos møen på bakkeøen (= bjerg = borg), og derfra fik landsbyen navnet Mø–borg.

Egekrattet 3 er den ældste bevoksning på egnen. De krogede stammer er tydelige tegn på, at træerne er vokset op under barske forhold. I Æ Sandgrav 4 blev der i godt 40 år gravet sand og fabrikeret fliser. Her kan man nu få et kig ind i bakkeøen med lag fra tre istider og fra toppen af skrænten er der flot udsigt over landskabet mod øst.