Tornby Sarahgreen Aug 2023 Tornby Bjerg Top Drone Bred

Sådan laver I et SPOR

Kender du et særligt sted, hvor det er godt at gå tur? Et markskel, hvor man kan følge årets gang, eller et bakkedrag, hvor der er en særlig god udsigt?

Download en guide til Spor her

Et velfungerende spor gavner hele lokalområdet. Beboerne får lov til at se deres by fra en ny vinkel og oplever måske gemte perler der ligger lige om hjørnet. Ud over at give beboerne bedre adgang til naturen, kan stierne også styrke sammenholdet i lokalsamfundet og give en følelse af ejerskab over og engagement i landsbyens udvikling. Dertil kan de naturskønne stier og det fællesskab der bygges op omkring dem, være med til at tiltrække både turister og nye beboere til jeres område.

Nedenfor kan du finde alle vores Køreplaner og andre dokumenter der hjælper kan være nyttig i forbindelse med etableringen af nye spor.

Køreplan etablering

Materialeliste

lodsejerkontrakt

Ansøgningsskema

1. FIND ET GODT STED

Alle stier begynder med en idé – og ofte med en kærlighed til landskabet. Måske er der et særligt sted i jeres område, som I drømmer om at dele med andre? Et skovhjørne, en bakketop eller en smuk udsigt, som fortjener at blive oplevet. Start med at gå en tur og se området med nye øjne. Er der naturoplevelser undervejs, som kan gøre ruten særlig? Kig også på, hvem der ejer jorden – og tænk over, om stien kunne forlænge eller forbinde eksisterende ruter. På udinaturen.dk kan I finde et kort over de stier, der allerede findes, og måske få idéer til, hvordan jeres nye spor kan passe ind.

2. OPRET EN STIGRUPPE

At lave en sti kræver samarbejde, det er derfor en god ide at oprette en lokal stigruppe. Når man er flere om opgaven, bliver der både bedre idéer og mere overskud til at føre dem ud i livet. Tænk gerne i bredde, når I sammensætter gruppen: Nogle har hænderne skruet godt på, andre kan noget med ord, økonomi eller koordinering. Det hele skal i spil. En klar rollefordeling fra start gør det nemmere at arbejde sammen – for eksempel med en tovholder, en der holder styr på økonomien, og én der står for kontakten til lodsejerne.

3. FÅ TILLADELSE FRA ALLE BERØRTE LODSEJERE

Hvis stien skal gå over andres jord, er det afgørende at have tilladelserne på plads. Jord kan være privat, kommunal eller statsejet – og et matrikelkort fra kommunen kan give jer et overblik over, hvem der ejer hvad. Når I ved, hvilke lodsejere der berøres, er det tid til at tage kontakt. Det kræver både tålmodighed og lydhørhed – nogle lodsejere siger ja med det samme, mens andre har brug for betænkningstid eller ønsker små ændringer i ruten. Mød dem med respekt og åbenhed. For mange er det en stor beslutning at åbne deres jord op, og det er vigtigt at lytte til deres bekymringer og finde løsninger sammen. Den bedste vej frem er den personlige – tag ud og mød folk ansigt til ansigt. Det skaber tillid og gør det lettere at finde fælles fodslag.

4. FINANSIERING

Der findes mange gode muligheder for at søge støtte til stiprojekter – men det kræver forberedelse. Sæt jer ind i, hvilke puljer der findes, hvad de støtter, og hvornår der er ansøgningsfrist. Nogle puljer giver støtte til skiltning og formidling, mens andre kan dække udgifter til belægning eller faciliteter, som bænke og madpakkehuse. Flere stigrupper har haft glæde af at etablere en foreningsstruktur, da det ofte gør det lettere at søge midler. Det kan også åbne døre til samarbejder med kommunen. En kontaktperson i kommunen kan være en vigtig støtte – både når det gælder tilladelser og overblik over lokale fonde.

5. ENGAGER LOKALE KRÆFTER

Jo flere, der er med, jo stærkere står projektet. Lokal opbakning kan både lette arbejdsbyrden og være med til at skabe ejerskab og stolthed omkring stien. Mange steder har det vist sig værdifuldt at samarbejde med eksisterende fællesskaber – for eksempel spejdergrupper, der kan teste ruterne, eller skoler, der kan bruge formidlingen som en del af undervisningen. På den måde får børnene kendskab til lokalområdet, mens de lærer, og samtidig bliver stien forankret i det lokale liv.

Der kan også gemme sig guld i det lokale netværk: måske er der en historiker, der kender til egnens fortællinger, eller en naturkender med stor viden om landskabets planter og dyr. At inddrage dem kan give stien en ekstra dimension og skabe oplevelser, der rækker ud over selve gåturen.

6. ETABLER SPORET FYSISK

Etablering af sporet kan strække sig over mange dage – måske skal der ryddes buskads, slås græs og trampes stier. Der skal sættes pæle, opsættes skilte og infotavler, før I er klar til at klippe snoren på åbningsdagen. Mange stigrupper gør arbejdet til hyggelige arbejdsdage med madpakker og kaffe på kanden. Det er en god anledning til at invitere flere hænder med – både for at løfte opgaverne og for at skabe lokal opbakning og ejerskab.

7. GØR STIEN DIGITALT TILGÆNGELIG

En vigtig – og ofte overset – del af etableringen er også at gøre stien tilgængelig digitalt. Det giver både lokale og besøgende mulighed for at finde og bruge ruten. I kan få hjælp til at få stien tegnet ind digitalt via en kontaktperson i kommunen, hos SPOR-sekretariatet eller selv lægge den op på udinaturen.dk. Det er et enkelt skridt, som kan gøre en stor forskel for, hvor mange der faktisk får glæde af jeres nye sti. Husk også at vedligeholde jeres digitale information. Hvis ruten ændres, eller der kommer nye faciliteter som en bænk, infotavle eller et muldtoilet, er det en god idé at opdatere oplysningerne løbende. Det giver et retvisende billede af ruten og sikrer, at besøgende får den bedst mulige oplevelse.

8. ÅBN SPORET

Når stien står klar, er det tid til at fejre det færdige resultat. Mange stigrupper vælger at markere åbningen med en reception, hvor både borgmesteren, lokale foreninger, pressen og alle de frivillige inviteres med.

Åbningsdagen er en god anledning til at fortælle historien om stien og skabe opmærksomhed om den nye mulighed for naturoplevelser i området.

Det er også et vigtigt øjeblik til at takke alle, der har bidraget – både dem der har lagt timer i arbejdet, og de lodsejere der har åbnet deres jord. En varm gestus, som styrker fællesskabet og viser, at det nytter at løfte i flok.

9. HOLD SPORET LEVENDE

Når sporet er åbnet, er arbejdet langt fra forbi. Ruten bør løbende tilses for at sikre, at den fortsat er tilgængelig, og at skilte, pæle og formidlingstavler står, som de skal. Det er også en god idé at bruge stien aktivt – for eksempel ved at arrangere ture i løbet af året. Det skaber liv og synlighed og holder sporene i folks bevidsthed.

Vedligeholdelse kræver både tid og hænder. Det kan derfor være en fordel at tænke i langsigtede løsninger allerede fra begyndelsen. Mange har haft glæde af at forankre arbejdet i en borgerforening, så opgaverne ikke hviler på en lille gruppe, men kan løftes i fællesskab – også når lodsejere skifter, eller nye kræfter skal tage over.