Vindebæk Hovedgård
Velkommen til Vindebæk Hovedgård - Velfærdskød
På gården bor Karen og Torben med deres to drenge. De købte gården i 2006, og den er blevet om- og tilbygget, så den i dag fremstår som et mindre, men moderne landbrug. I løbet af årene har de bygget maskinhus og stalde til flere kalve. Hos Karen og Torben er der 75 slagtekalve af racen Jersey, 45 grise og 900 græshøns. Græshøns er en betegnelse for høns, som bor på en mark i et hønsehus. Hønsehuset bliver flyttet rundt på marken, når græsset er spist (typisk hver 2. - 7. dag). Til gården hører 30 hektar, hvor der dyrkes majs, græs og korn. Afgrøderne på marken bruger de primært som foder til dyrene. Karen og Torben sikrer dermed en høj grad af selvforsyning. Gården drives som et konventionelt landbrug, og der er stort fokus på dyrevelfærd. Alt kødet sælges til private kunder i butikken på gården.
Naturtiltag på sporet
1 — Krat og småskove Når man bevarer småbeplantning, buske i læhegn og enkeltstående gamle døde træer, kan der opstå krat og småskove. Selvom det ved første øjekast ser ”rodet” ud, er det et tegn på, at naturen har fået frie rammer til gavn for dyr, planter og insekter.
2 — Enge og græsland Afgræsning af naturarealer er godt for biodiversiteten, fordi dyrene forhindrer arealerne i at gro til. Dyrenes bevægelse rundt på arealet skaber huller, knolde og bare pletter, der bliver til spirebede for planter og levesteder for insekter.
3 — Genopretning af naturlig hydrologi For mange år siden blev dalene drænet, så man kunne dyrke jorden. Mange af drænene virker imidlertid ikke længere, så dalene bliver mere og mere våde. Ved at anlægge et vandhul ved den lille bæk, har man gjort et forsøg på at genoprette den naturlige vandstand.
4 — Veterantræer Gamle og døde træer fungerer som levesteder og fødekilder for mange forskellige arter bl.a. fugle, insekter og svampe. Hulrum i gamle træer er redepladser for fugle og flagermus.
5 — Søer, vandhuller og vandløb Det lille vandløb gavner dyreliv og insekter. Vandlevende insekter udgør en vigtig del af økosystemet som føde for fisk og fugle.
6 — Stenbunker og diger Permanente stenbunker og diger er gode overvintringssteder til forskellige dyr. I diget ved marken kan bl.a. padder og firben overvintre.
7 — Skovrejsning Skovrejsning binder CO2 og bekæmper klimaforandringer. Samtidig skaber skovene levesteder for dyr og planter, fremmer biodiversiteten og beskytter grundvandet ved at filtrere regnvand.
8 — § 3-natur I Danmark er der områder, hvor der er grund til at passe ekstra godt på særlige planter og dyr. De hedder § 3-områder. Her må vi ikke bygge eller ændre på naturen. Landmanden er med til at passe på natur som hede, eng og overdrev ved at græsse dem med sine dyr.
Praktiske oplysninger
Du er gæst på lodsejerens private ejendom, og sporet er åbent for færdsel til fods. Sporet kan delvist være trampestier, og derfor kan årstiden og planternes vækst påvirke passagen. Pas på naturen, hold hunden i snor og tag dit affald med dig. Sporet er ikke åben for cyklister. Sporet kan være midlertidigt lukket pga. jagt. mv.
Oplevelser på sporet
Oplever du noget på din gåtur som SPOR bør vide kan du kontakte os.