Nordvestmors

Sporene på Nordvestmors bevæger sig gennem et enestående, naturhistorisk landskab bestående af Salgjerhøjbuen med Mors’ højeste punkt Salgjerhøj samt Bjergbybuen fra Flade over Bjergby og Fårtoft til Sundby. Nord for Bjergbybuen ligger Stærhøjbuen og Mosebjergbuen med Thisted Bredning i bagrunden. Den sydligste del af ruten bevæger sig gennem Gullerup tunneldal langs Solbjerg Å, nordpå langs Gullerup Bæk.

Sporene er afmærket med lilla pile og bevæger sig rundt i området mellem Flade, Øster Jølby, Sundby og Bjergby, 10-15 km. nordvest for Nykøbing Mors. Mange steder på ruten er der udsigt over Thisted Bredning. Området er bundet sammen af de bueformede bakkerækker der ses tydeligt i vestlig/østlig retning og af Gullerup Tunneldal i nordlig/sydlig retning. Sporene har samlet en længde på ca. 35 km. og giver adgang til det åbne land. Sporene har forbindelse til og kan kombineres med andre stier i området: Kystruten, Kløverstierne i Vildsund og Sundby, Sporet ved Klov Bakker og Sporet ved Kløvenhøj, samt stierne i det fredede område omkring Hanklit og Salgjerhøj.

Praktiske oplysninger

Åbn kørselsvejledning

Du er gæst på lodsejerens private ejendom, og sporet er åbent for færdsel til fods. Sporet kan delvist være trampestier, og derfor kan årstiden og planternes vækst påvirke passagen. Pas på naturen, hold hunden i snor og tag dit affald med dig. Sporet er ikke åben for cyklister. Sporet kan være midlertidigt lukket pga. jagt. mv.

Oplevelser på sporet

Oplever du noget på din gåtur som SPOR bør vide kan du kontakte os.