Hulen

Natursti ved Mejlby, 11 km nordøst for Randers. Et lille spor i landskabet på kun et par kilometer, hvis korte længde byder på et smukt og meget bakket terræn, der giver garanti for oplevelser og sved på panden uanset årstid. Stien har både bålhus og shelter. Turen kan starte to steder, enten ved Lindbjerggaard eller ved Galdemosen.

Lindbjerggaards historie
Lindbjerggaards historie går med sikkerhed tilbage til 1531, hvor gården nævnes i et lovhævdsbrev i Nørhald Herredsbog. Fra en artikel omkring år 1660 fortælles det, at Støffringgaard i Lindbjerg havde en ødegaard, Lindbjerggaard - på det tidspunkt en gård på godt 20 tdr. hartkorn og skov til 100 svins olden. Gården skulle på den tid være flyttet fra bækken til dens nuværende beliggenhed på toppen af bakken.

Sagnet fortæller, at lavningen ved voldstedet blev kaldt »Tyskernes Sig«, fordi de kejserlige tropper løb storm mod Lindbjerggaard; men blev slået tilbage. Nogen fæstning har den tids Lindbjerggaard dog næppe været. Blot »en Gård med Vold og Grav«. Stensætningen, hvor Hulen går over bækken, formodes at stamme fra dengang.

Lindbjerggaard ophører med at være fæstegård i 1799. I 1820 deles gården i to, og tvillingegårdene opstår. Tvillingegårdene nedbrænder i foråret 1974.

Lindbjerggård blev i 1980 købt af Bente og Espen Nielsen. Gården har den 26. august 2015 været i familiens eje i 100 år.

Lindbjerggård drives økologisk som et deltidslandbrug med jordtilliggende på 40 hektar. I marken dyrkes havre, hvede, byg og nogle små parceller med solsikke og jordbær. Her er produktion af økologiske gæs og ænder samt kvæghold af jersey-stude med en produktion på ca. 40 stk. pr. år.

 

Galdemosen

I 1887 blev der gjort et fantastisk fund i Gallemosen nord for Harridslev. 21 bronzegenstande fra den allertidligste bronzealder omkring år 2000 f. Kr. med en totalvægt på næsten 12 kg var ikke bare Danmarks vægtigste fund fra den tidlige bronzealder. Fundet indeholdt også vigtige eksempler på tidlig dansk metalhåndværk og bevis for, at danerne også for 4000 år siden havde vidtstrakte handelsforbindelser.

Gallemosen - stedet for det største offerfund af metalsager fra tiden omkring bondestenalderens slutning - finder du ved Tingvej mellem Gimming og Lindbjerg.

Det store fund i Gallemosen viste sig at rumme en blanding af både fremmede og hjemligt fremstillede metalgenstande. Først og fremmest var det økser, men der viste sig også være tre tunge, mærkeligt formede stænger, der muligvis havde været beslag til åget fra et forspand til en vogn.

Vogndelene var unikke. Produktionsstedet ukendt. Nærmeste paralleller fandtes i Tut Ankh Amons grav i Egypten og på afbildninger af hestetrukne køretøjer på græske vaser.

Praktiske oplysninger

Åbn kørselsvejledning

Du er gæst på lodsejerens private ejendom, og sporet er åbent for færdsel til fods. Sporet kan delvist være trampestier, og derfor kan årstiden og planternes vækst påvirke passagen. Pas på naturen, hold hunden i snor og tag dit affald med dig. Sporet er ikke åben for cyklister. Sporet kan være midlertidigt lukket pga. jagt. mv.

Oplevelser på sporet

Oplever du noget på din gåtur som SPOR bør vide kan du kontakte os.