Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Skolesporet ved Underup Vandskel

Natursti ved Nim og Underup, 14 km nordvest for Horsens.
Stien er omkring 4 km lang og i kuperet terræn.

Skolesporet er lavet af elever fra Nim skole, og er godt 4 km langt.
Startsted og parkering ved Nim skole: 55.9329; 9.6863 eller ved kastanjeplænen i Underup: 55.9429; 9.6961
Tak til lodsejerne for at vi må færdes på jeres grunde.

Underup Vandskel
Et vandskel er en højderyg i landskabet hvor regnvandet på hver side af højderyggen siver i hver retning. Vandskellet ved Underup er dannet i den sidste del af istiden.

1. Gravrøser
En gravrøse er en lille gravhøj der er blevet bygget af løse sten i stedet for græstørv. Gravrøserne blev bygget mellem slutningen af bronzealderen og den ældre jernalder.
I dag er gravrøserne tilgroet og dækkede af tæt løv, men da de blev bygget for over 2000 år siden så de anderledes ud. Dengang var de små høje dækket med et tæt lag af håndstore sten.
I Nim skov findes omkring 125 fredede gravrøser.

2. Vildtbanesten
“I navnet af Christian den 6. er det her, hermed mit jagtområde”
…. sådan lød det for 200 år siden da Christian den 6. var konge af Danmark og bestemte alt. Hvis nogen vovede at sætte sin fod i det område, som han havde bestemt, skulle bruges til jagt, skulle de betale en bøde. Hvis det var en natmand, fattig eller kvinde, der jagede på området, skulle de betale med intet ringere end deres liv.
For at sørge for, at folk ikke jagede derinde, satte han sten op for at markere, hvor hans jagtområde var. Der blev opsat i alt 8 sten som markerede, hvor grænsen var. Fire af disse sten står der endnu og to af dem lige her ved Nim.

3. Jernalderhøje
Gravhøje er begravelsespladser. Man ved ikke hvem der er begravet i jernalderhøjene.
Man siger at det er “jernalder høje”, men de er egentlig fra bronzealderen, og det er fordi i bronzealderen var man rigere. To af de fredede høje her ved Underup har tilbage i 1889-90 været underkastet en mindre arkæologisk undersøgelse. Oftest er en gravhøj rund, og kaldes en rundhøj. Aflange høje kaldes langdysser. Der er ca. 22.000 gravhøje spredt over hele landet. Ikke alle byggede høje er grave, nogle er mindesmærker eller kunne der have været bebyggelse på dem hvis de er flade.

4. Underup Kirke
Underup kirke er bygget i 1345. Fra kirken er der en storslået udsigt over istidslandskabet med vældige bakkedrag, som krones af bronzealderhøje. Mod sydvest ses Ilhøj og mod nordøst en stor gruppe af høje ved Vorbjerg. Den øst-vest orienterede landsbygade passerer foden af banken, og den lille by strækker sig herfra mod øst. Kirkens nærmeste nabo er den gamle skole sydøst for kirkegården.

En medrivende kærlighedshistorie
Anders Rasmussen (1788-1845) var dansk soldat i 1810 som del af den fredsbevarende styrke efter Napoleonskrigen. I Frankrig møder han den smukke Gabrielle Couderon Philippe de Bercon (1791-1855). De forelsker sig, men hendes far er imod, at de vil giftes. Gabrielle beslutter sig for at forklæde sig som dansk soldat og at flygte sammen med Anders til Danmark. Hesten ”Messing Jens” bærer parret hele vejen til Danmark. Desværre er Anders´ far er også imod ægteskabet, så han smider Gabrielle og Anders på porten. Anders og Gabrielle flytter til Torp på en gård, hesten dør og de begraver den på marken. I 1845 dør Anders, og otte år senere dør den ulykkelige og nu sindsyge Gabrielle som 64 årig.
Historien om Anders, Gabrielle og Messingjens er brugt af Steen Steensen Blicher som motiv i novellen ‘Messingjens’ i samlingen E Bindstouw (1842).

5. Porskær mose
Man har fundet mange spændende offergaver i Porskær mose. Offerfundet i Porskær Mose består mest af bronzegenstande, få guld- og jernstykker, træ, knogler og keramik.
Man har fx. fundet en mønt med et ansigt på, som det eneste sted i Danmark. Man mener, at folket ofrede disse ting for at tilfredsstille de gamle nordiske guder. Kun en lille del af mosen er undersøgt, og vi kan derfor kun gætte på, hvilke jernalder-skatte der stadig ligger begravet.

Praktisk information
Sporet er markeret med gule pile. Vildtbanen er desuden markeret med røde pile. Ridning er kun tilladt på Vildtbanen. Hunde skal være i snor. Sporet kan være lukket i tilfælde af jagt - i så fald er der opsat markeringer ved sporets startpunkter.
Ved kirken i Underup er der toiletfaciliteter og et overdækket madpakkehus.
Særligt i vinterhalvåret er sporet ikke egnet for gangbesværede. Da der kan være meget mudret visse steder, kan gummistøvler være en god idé.
Der er opstillet infotavler og QR koder med ekstra information og opgaver.

Tekster er skrevet af: SKILLS holdet på Nim Skole 2017-2018: Jarl, William, Anina, Kajsa, Stella, Casper, Storm, Lærke, Albert, Mie, Anton, Julie og Silas M.