Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet Storring Stjær Søballe

Stisystem der binder landsbyerne byerne Storring, Stjær og Søballe sammen.

Fra Storring-Stjær-Søballe sporet i syd er der ikke langt til vandreruten Århus-Silkeborg og sporene Jeksen Bæk og Bjertrupskovene. Ved Storring i nord er der kort vej til sporet mellem Skovby, Galten og Låsby.

Velkommen til Sporet Storring-Stjær-Søballe 

Sporet binder landsbyerne Storring, Stjær og Søballe sammen med Stenskoven, Bakkeskoven og Præstegårdskoven i et net af stier.Her er der mulighed for både lange og korte rundture i en del af Aarhus Ådal. Der er fantastiske udsigter på stort set hele turen, som går i det åbne land, i skove, i en nedlagt grusgrav og langs et engdrag i bunden af ådalen. Man bestemmer selv, hvor turen skal starte og slutte. Kommer man i bil kan turen starte fra en af p-pladserne markeret på kortet.

Områdets historie
Området Søballe, Storring og Stjær hørte tidligere under Skanderborg Slot og indgik fra sidst i 1600-tallet i ”Det Skanderborgske Rytterdistrikt”. Men i 1771 frikøbte de lokale bønder sig og blev dermed frie og stolte selvejere. Selvstændigheden betød udvikling og vækst for området. I slutningen af 1800 tallet og i begyndelsen af 1900 tallet kom der godt gang i udviklingen og fællesskaberne. Andelstanken skabte blandt andet en brugsforening, mejeri, frysehus, gymnastik og idrætsforening og en række andre foreninger og fælleskaber, som er en vigtig del af området fælles historie. I dag er de 3 byer en del af Skanderborg Kommune, der i udbredelse, til forveksling minder om det Skanderborgske Rytterdistrikt fra 1600 tallet.

1 Storring
I Storring går sporet forbi Storring Kirke. Den nuværende kirke er fra 1890 og afløste en romansk kirke fra 1200-tallet. Kirken er i nygotisk stil og tegnet af den århusianske arkitekt Wilhelm Puck. Sporet går gennem den smukke store præstegårdshave på 2,7 ha., som er en af de sidste store præstegårdshaver i Danmark. Her vandrer man ad Kærlighedsstien eller ”filosofgangen”, og ser det imponerende haveanlæg. Navnet ring betyder højdedrag. Storring betyder altså ”store højdedrag”. Det kan opleves når man står ved Storring Kirke og kigger mod syd ud over ådalen mod Stjær. Der er ca. 260 indbyggere i Storring.

2 Stjær
Stjær er den største af landsbyerne med skole, dagligvarebutik, kirke og et aktivt foreningsliv. Der er mulighed for ”at tanke op” i den hyggelige brugs. Man kan sidde på byens torv eller på en bænk på kirkegården og hvile fødderne inden turen går videre. Stjær Kirke er fra middelalderen. Omkring kirkens syddør ses et smukt granitrelief, som er et af hovedværkerne blandt jyske granitportaler. Øverst ses korsfæstelsen. På den vestre karmsten ses Samson i kamp med løven og på den østre karmsten er vist en løve og en engel. Stjær blev tidligere skrevet ”Styærdhæ”. Ordet Stjær er beslægtet med det oldnordiske ord ”Stord”, der betyder ”kratskov”. Der er ca. 950 indbyggere i Stjær.

3 Søballe
Søballe er den mindste af de tre landsbyer. Søballe betyder ”Bolet ved søen”, hvor søen er Gammelgaard Sø. Byer med endelsen ”balle” er ganske små byer af yngre oprindelse. Der er ca. 135 indbyggere i Søballe. Fra Søballe er der ikke langt til natur, sø og skov.

4 Stenskoven
Stenskoven er en frodig højstammet og fuglerig bøgeskov. I skovbunden ses talrige store og små sten. De ligger så tæt, at det kaldes for en stenbestrøning. Stenene menes aflejret ved den seneste istid, og tidligere var sådanne stenbestrøninger almindelige i det danske landskab. Stenskoven er af samme grund fredet og sammen med den nærliggende Tåstrup Sø udpeget til Natura 2000 område. Det er værd at lægge turen forbi fugletårnet ved Tåstrup Sø. Stien ud til tårnet går ad en træbro ud gennem et sumpet krat af pil, rødel og birk. Fra tårnet kan man være heldig at se rørhøg, rørspurv, skægmejse, vanrikse samt ænder, svaner og gæs.
5 Bakkeskoven
Bakkeskoven er en kuperet skov med bløde afrundede bakker, stejle skråninger og ind imellem små græsmarker. Her finder man ”bjergkæden” Bjørnebjergene. Bjørnebjergene består af flere høje, hvor det højeste punkt på 129 m. ligger på en privat mark lige syd for stien. Tæt på dette sted kan man ved stien finde koden til Bestig Bjerge.

6 Præstegårdskoven
Præstegårdskoven består af tre små skove - Gammeldam, Langskov og Søhave. Længst mod vest i Søhave går stien langs kanten af den tørlagte eller lavvandede Gammelgaard Sø. Området drives af et privat pumpelaug. I sommerhalvåret afvandes området, og en del af engene benyttes til græsning. I vinterhalvåret slukkes pumperne og søen genopstår. Ude i Gammelgaard Sø har der ligget en borg, Sandgravvold. En række egestolper bar en 4 m bred og 300 m lang bro ud til borgen. Ifølge sagnet var det kong Erik Klippings kammermester, Rane Johnsen, der ejede borgen i Gammelgård Sø. Han blev dømt fredløs sammen med 8 øvrige drabsmænd for kongemordet i Finderup Lade den 22. november 1286.

7 Stjær Gl. Grusgrav
Naturområdet er opstået, da ejeren efter endt udgravning af sand og grus omkring 2010, fik lov til at lade området henligge i stedet for at reetablere grusgraven til landbrugsjord. I dag har området et meget varieret dyre- og planteliv. 

8 Møgeleng - Stjær Enge
I bunden af dalen mellem Stjær og Storring finder man Møgeleng. Møgel er et gammelt dansk ord, som betyder stor. Møgeleng - den store eng. Området er udpeget som et særligt bevaringsværdigt landskab. Her kan man få fornemmelsen af den store ådal og Stjær Enge mens man passerer en række små vandløb.

9 ”Den Gode Runde” og ”Hjertebakken”
Med sporprojektet har Stjærskolen ønsket at invitere omverdenen indenfor. Den Gode Runde er et markeret spor rundt om Stjærskolen. Sporet bevæger sig delvist som en junglesti ind og ud, op over og igennem krat, minibakker, balancebomme og legeredskaber - og forbi motionsbakken ”Hjertebakken”. Der er her et shelter og en bålhytte tilgængelig for offentligheden. Den gode Runde er skabt for at forbedre bevægelsesmulighederne på og omkring skolen - ogsamtidigt lokke skolens elever videre ud på sporet - og ud naturen i det omkringliggende landskab.