Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Dyrehøjsporet

Natursti på Fyn, på det gamle anelegme fra Odense-Faaborglinjen.
Trampesti på ca. 6 km.

1 Sdr. Broby-Brobyværk – byen med to navne

Sdr. Broby er den ældste bydel og ligger øst for Odense Å. Bydelen er bl.a. præget af gamle bindingsværkshuse, vandmølle og kirke. Brobyværk, som er bydelen vest for Odense Å, opstod, da rigsmarsk Anders Bille fra Brobygård i 1648 opførte et våbenværk for at producere våben til den danske hær. Info-tavle om våbenværket står ved mindesten over for Brobyværk Kro.

2 Sprøjtesporet

Selve sporet starter på Ølstedvej lige efter præstegården ved byskiltet. Man følger sprøjtesporet over landmandens mark. Undervejs kommer man forbi en privat sø omgivet af bl.a. benved, hyld og rødel.

3 Det gamle banelegeme

I bevæger jer nu op på resterne af det gamle banelegeme fra OdenseNr. Broby-Faaborg Jernbanen 1906-1954. Se info-tavle.

4 Trampesti over markerne

Efter banelegemet følger man trampestien tværs over marken til et markskel og siden en markvej. Nyd udsigten over mosen. Der er stor sandsynlighed for at opleve rørhøge svæve hen over marken, og måske slår den røde glente et slag forbi, navigerende med sin
kløftede hale. 

5 Rigkær, nattergal og gøgeurt

Ved en faldlåge kommer I ind på et engareal tæt på moseområdet ’Holmene’. I foråret kan I høre nattergalens indtrængende og smukke sang. Det fugtige område ligefrem er et rigkær – en ret sjælden og artsrig naturtype, som findes, hvor der er rent og kalkholdigt vand. Her findes sjældne og fredede planter som f.eks. forskel lige gøgeurter og vibefedt. På marken græsser kvæg, som er fredelige.

6 Moseområde

Pludselig støder I på en forhøjning – I er igen på det gamle banelegeme. Tag gerne en afstikker ad banelegemet, hvorfra der mod vest er god udsigt over moseområdet. Tilbage på sporet igen følges kanten af engen med fantastiske udsigter over enge og mosehuller. Også her er der i foråret mulighed for at se gøgeurten. Bemærk de høje flotte elletræer i udkanten af mosen. I vil sandsynligvis kunne se musvågerne svæve på de opadgående luftstrømme og om foråret høre deres mjavende skrig.

7 Markvej

Efter faldlågen følger I markvejen, til I når Ølstedvej. Husk at vende jer og nyd den betagende udsigt over mark, eng og mose.

8 Ølstedvej

Hvis I ikke vælger at vende om og nyde turen bagfra, kan I følge Ølstedvej tilbage til Sdr. Broby. Pas på trafikken i svingene! Nyd udsigten til Sallinge Ås bag kirketårnet. Det er muligt efter præstegården at gå ad den gamle hulvej, ”Grønnegyden” til Brobygaard og derfra følge Karlsbjergvej tilbage til kirken (pas på trafikken på Karlsbjergvej!).

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer