Svampejagt

En af fordelene med et regnfuldt efterår er, at der er øget sandsynlighed for at finde lækre svampe i skoven. Bevæbnet med gummistøvler, en kurv og en lille kniv er du klar til at komme ud på sporet og ind i naturens spisekammer.

Danmarks natur og klima muliggør, at der vokser spiselige svampe i skovene hele året om, men størst sandsynlighed for at finde lækre svampe er mellem august og november. Det er lidt af et detektivarbejde at finde de rigtigt gode steder, men er du heldig og finder et godt svampested, er der høj sandsynlighed for, at der vokser svamp der igen næste år.

Her er de tre mest almindelig madsvampe samt en beskrivelse af, hvor de oftest vokser.

Kantarel (Cantharéllus cibárius)
Er let at genkende på sin orange-gule farve og har den fordel, at der ingen farlige forvekslingsmuligheder er da den ikke ligner nogen af de giftige svampe. Svampen vokser altid under træer og ofte sammen med bøg, eg og birk, samt ved kanten af birkemoser. Den trives bedst på fattig, sur jordbund og er almindelig over hele landet.

Mark-champignon (Agaricus campéstris)
Almindelig på græsmarker, særlig hvor der går heste som kan gøde jorden, men findes også i haver og parker med næringsrig jord. Talrigt forekommende hvis der efter en tør sommer kommer meget regn.

Karl Johan (Bolétus edúlis)
Kaldes også spiselig rørhat og vokser ofte under bøgetræer på morbund, men er også almindelig under grantræer. Hvis der falder meget regn i efteråret, samtidig med at temperaturen er høj, vokser spiselige rørhatte talrigt.