Kalk Kaminoen kvalitetssti

Den 30 km lange vandrerute mellem Skelhøje og Stoholm fik forleden de helt konkrete beviser på, at stien har fået et særligt kvalitetsstempel af Dansk Vandrelaug. (DVL) Det skete, da formanden for foreningen ”Kalk Kaminoens Venner”, Bent Poulsen sammen med Erik Jensen, medlem af kvalitetsstigruppen i DVL, kunne skrue det sidste skilt med ordlyden ”Kvalitetssti” fast på Kalk Kaminoens pæl i Skelhøje.

Ikke alene er stien nu certificeret som kvalitetssti.  Det har også vist sig, at Kalk Kaminoen er den eneste certificerede blandt de foreløbig 7 danske caminoer.

 - Det er naturligvis en stor glæde for os, at vi har fået vandreruten certificeret af DVL. Det vil helt sikkert også medvirke til at udbrede kendskabet til stien og betyde, at endnu flere får lyst til at prøve at gå på den, fortæller Bent Poulsen, som er en af initiativtagerne bag Kalk Kaminoen.

Vandrestien blev officielt indviet ved Daugbjerg Kalkgruber i juni 2021 og såvel før som efter indvielsen har der været mange, som har snøret vandrestøvlerne og taget turen fra Skelhøje til Stoholm. Eller omvendt.

Stadig flere danskere ønsker at kommer ud og gå i naturen og også her i vinterhalvåret  kan man opleve det synlige bevis i form af vandrere, der enten alene eller i mindre grupper, går på Kalk Kaminoen.

Det er langt fra alle vandrestier, der kan blive godkendt som kvalitetssti af DVL. Der er nemlig en lang række kriterier, der skal være opfyldt. Blandt andet er der krav om, at stien forløber i naturen langt væk fra trafikstøj og med meget lidt asfalt undervejs. Blandt de øvrige krav er også, at der er en natur - eller kulturattraktion per kilometer.    

Kalk Kaminoen har foreningen ”Kalk Kaminoens Venner” etableret i samarbejde med Viborg Kommune samt Landbrug & Fødevarers stiprojekt SPOR, med støtte af Nordea-fonden.

 

Mere info om Kalk Kaminoen som kvalitetssti:

Stoholm – Kongenshus

Strækningen fra Stoholm Fritids- og Kulturcenter til Kongenshus har af DVL desuden fået betegnelsen Kultursti. Denne del af ruten er præget af, at der i århundreder har været gravet kalk op fra undergrunden og på turen passerer man da også blandt andet forbi Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber, Daugbjerg Dås og Søgård Mose.

Skelhøje - Kongenshus

Kvalitetsstien fra Skelhøje til Kongenshus er præget af de lange lige strækninger gennem landbrugslandet. Fra Skelhøje, hvor iskappen stod under sidste istid, fører ruten ud på de sandede og stenede smeltevandsflader.  
 Ved Grønhøj passeres områderne, hvor de såkaldte kartoffeltyskere forsøgte at opdyrke heden. På Grønhøj Kro er der et museum for dem, og snart derefter dukker landskabet på Kongenshus Hede frem. Det var et sådant landskab, der mødte tyskerne, da de kom til egnen omkring 1760.  

Bliv klogere på Kalk Kaminoen ved at klikke på kvalitetsstier.dk, spor.dk/kalk-kaminoen, kalkkaminoen.dk og facebook-gruppen Kalk Kaminoen.

 

Privatfoto:

Skiltet med kvalitetssti ved hhv. indgangen til Kongenshus Hede og ved Daugbjerg Kirke

t.v. Erik Jensen, medlem af kvalitetsstigruppen i DVL og yderst t.h. Bent Poulsen, formand for ”Kalk Kaminoens Venner”, kunne forleden lægge sidste hånd på arbejdet med at sætte kvalitetssti-skilte på vandrerutens pæle. Det skete i Skelhøje under overvågning af bestyrelsesmedlemmerne Mona Østergaard, Arne Friis Hansen og Jan Herold