Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Pinsesøndag med insekter på Sporets dag

Vil du prøve at lave et insekthotel? Eller vil du male insekter? Vil du gå en tur ad Sporet ved Fiskbæk og se insekter i naturen? Eller vil du bare hygge dig og lave snobrød? Alt dette kan lade sig gøre pinsesøndag fra kl. 10 ved Den røde Lade på Gråsten Landbrugsskole, Fiskbækvej 15.

Kulturlandsbyen6300 afholder nemlig i samarbejde med Gråsten landbrugsskole og ”Haver til maver” den årlige ”Sporenes dag”. Det er tredje gang, dagen afholdes, og arrangørerne satser på godt vejr. Temaet for dagen er insekter. Vi skal passe godt på dem, give dem plads i haverne og i naturen, og derfor kan man på dagen hjælpe med at lave et stort insekthotel til ”Haver til maver” eller under kyndig vejledning lave sit eget lille insekthotel, som man kan få med hjem.

Inde i Den røde Lade holder FFKK (Flensborg Fjords Kunst & Kulturforening) sin årlige udstilling KIG, og den åbner pinsesøndag sine døre allerede kl. 10. Man kan derfor være med til at male et insektmaleri inde i laden sammen med de to medlemmer fra FFKK, Birthe Cornelius og Karin Baum.

Man kan også gå tur ad ”det gule spor”, som går forbi Landbrugsskolen, langs herregårdsdiget, gennem Roden skov og forbi husmandsstederne, tilbage til Den røde Lade. Den tur tager ca. 1 time, og der er vejviser med. Desuden er der ved p-pladsen på Landbrugsskolen en postkasse med gratis foldere, der viser både det gule og det røde spor, hvis man skulle få lyst til at tage turen en anden dag.

Endelig kan man bare nyde området, se udstillingen og bage snobrød (har du nogensinde smagt snobrød med marmelade i stedet for ketchup?).

Alle er velkomne, og der er gratis adgang. Te/kaffe kan medbringes.

Og lidt om Sporene. Spor i Landskabet er vandrestier, der giver alle interesserede mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden.

Projektet har til formål at forbedre befolkningens muligheder for på vandreture at opleve den danske natur på egen hånd. Sporene bliver lavet på baggrund af en frivillig aftale med lodsejerne, som etablerer vandrestier på deres jord. Et spor kan gå igennem marker, skove, enge og mange andre naturtyper.

Seneste nyt fra Spor