Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Biersted Skole vægter udeundervisning højt på skoleskemaet

Specialafdelingen på Biersted Skole tager mere og mere deres andet klasselokale i brug. Det ligger udenfor og er under åben himmel. Udeundervisning er nemlig blevet en fast integreret del af deres skoleskema og specielt to projekter bidrager til bedre læring i det fri.

I 2018 etablerede Biersted Skole ”Skolesporet” i samarbejde med SPOR for at give eleverne bedre adgang til naturen. Nu arbejder Biersted Skoles specialafdeling ligeledes på at blive certificeret som ”DGI Udeskole”. I den forbindelse var der udeskoledag den 29. marts, hvor Biersted Skoles elever havde udeundervisning i det fri.

Indskolingseleverne var i Spejderskoven, mellemtrinnet på kirkegården og udskolingseleverne på Skolesporet. Rammerne var sat og der skulle laves eksemplarisk udeundervisning.

Troels Rytter, lærer i skolens specialafdeling, var med mellemtrinnet på kirkegården, hvor der blev undervist i kristne symboler. Ifølge Troels Rytter er udeundervisning guds gave, idet alle elevernes sanser aktiveres og dermed gør, at eleverne bedre kan huske, hvad der blev snakket om i undervisningen, hvis man kobler teori sammen med noget praktisk.

Jeg tror, at hvis vi havde siddet i klasselokalet, så ville jeg have tabt 80 procent af eleverne i en snak om kristne symboler. Så jeg er kæmpefan af at gøre det på den her måde, og der er et hav af gode muligheder for udeundervisning i en lille by som Biersted.

Troels Rytter mener dog, at udeundervisningen stiller nogle andre krav til lærerne, som er vigtige at have in mente, når du bevæger dig udenfor under åben himmel.

Når du flytter dit fysiske klasselokale ud i det fri og væk fra de fire normale vægge, kræver det noget andet af din klasserums-ledelse. I dag havde vi eksempelvis en presenning med, som vi lagde ud - og så sagde vi til børnene at ”det her er vores klasselokale i dag”. Det er vigtigt at afgrænse det lidt - især også for børn med autisme. Så det er ekstra vigtigt, at man har styr på rammerne og styr på, hvad der skal ske. Det hele skal gerne spille, når vi er derude - men når det gør det, så kan vi bruge det til rigtigt meget, synes jeg.


Seneste nyt fra Spor