Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Mere undervisning i det fri med nyt Raunkjær-Knude skolespor

Lyne Friskole har fået et nyt udendørs klasselokale. Et 3,7 km langt skolespor er nemlig blevet indviet, så Lyne Friskoles skolebørn nu kan lære i og om naturen.

Raunkjær-Knude skolespor, der blev indviet den 8. juni 2018, benyttes allerede flittigt af Lyne Friskole i forbindelse med udeundervisning. Det nye afmærkede spor er nemlig blevet en fast og integreret del af Friskolens biologi/natur-teknikundervisning. Her får skolebørnene mudder under skoene, jord under neglene og muligheden for at opleve glæden ved den danske natur.

Lyne Friskole har forstået fidusen i at flytte undervisningen ud af klasseværelsets fire vægge. Naturen skaber nemlig nye lærerige oplevelser, f.eks. læren om smådyr, der myldrer frem under en træstub eller læren om den mangfoldighed af liv en skov rummer. Det gør ganske enkelt børnenes undervisning mere nærværende og konkret.

Selve Raunkjær-Knude skolespor, som er fuldt finansieret af Spor i Landskabet og Naturpakken, ligger nær Lyne mellem Tarm og Varde. Sporet starter ved mindelunden på Raunkjærgård og går mod engen ved Knudevej, hvor man bl.a. passerer en økologisk gård og en gammel vej med spor helt tilbage fra oldtiden, som til sidst ender ved en gammel dyrefold fra studedrivernes tid. Den gamle dyrefold er blevet fredet og er blevet til en venskabsfold mellem Lyne Friskole og Ringkøbing-Skjern museum/kommune. Lyne Friskole har også startet et samarbejde med Vardemuseerne om undervisning i områdets kultur- og naturhistorie.

Sporet er åbent for alle og kan opleves hver dag. Som klasse har man også mulighed for at skabe et skolespor som en del af undervisningen. Man får jord stillet til rådighed af lodsejeren, pæle, folderkasser, informationstavler og Sekretariatet for Spor i Landskabet hjælper til med koordineringen af det hele. På den måde kan man skabe en unik sti til gavn for skolen og lokalområdet.

Seneste nyt fra Spor