Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet i Grydebjerg Skov

Natursti i Grydebjerg Skov i Sorø.
Sti på 5 km

Velkommen til Sporet i Grydebjerg Skov. Sporet ligger i Sorø. Tag bus 234, Roskilde - Ringsted - Sorø - Slagelse. Stå af ved Parnasvej. Følg vejen ca. 150 m til sporets start ved p-pladsen på højre hånd, eller gå fra Sorø station til bådebroen v. Skælskørvej. Sejl med bådfarten (kun sommer) til kongebroen, sejltid ca. ½ time, eller gå syd eller nord om søen. Efter ca. 4 km støder du på sporet.

 

Den afmærkede rute er ca. 5 km lang og er afmærket med gule pile. Husk i øvrigt at efterlade naturen, som du gerne selv vil møde den. God tur!

1. Ørbækken

Bækken er det ene af kun to vandløb der løber til Sorø Sø. Stenkisten - hvor åen løber under stien - er bygget i 1800-tallet. Søens vandflade er 214 ha, og her er et godt fiskeri af bl.a. gedde, sandart og aborre.

2. 250-årige bøge med et Z Z står for "zier".
Det er tysk og betyder pryd. Det er formentlig indridset i træerne i 1855 som tegn på at træerne skal blive stående og pryde landskabet

3. Oldensvin laver bøgetræer
I denne del af skoven har der gået grise i 1998. Grisene roder rundt i skovbunden, så græs og ukrudt fjernes, og bogen (bøgens frø) bliver trampet godt ned i jorden. Det giver bogen bedre mulighed for at spire og vokse op. De gamle bøge er forinden blevet tyndet ud, så der er lys nok til, at de nye bøgetræer kan vokse op. Når de nye træer er godt etableret, bliver overetagen gradvis fældet, og skoven er fornyet uden plantning.

4. Stendige fra slutningen af 1700-tallet
Diget angav sogneskellet mellem de to sogne Sorø og Pedersborg. Sorøs borgere brugte området ned mod Sorø sø som græsningsareal for husdyr.

5. Cypres har værdifuldt ved
...men vokser langsommere end andre nåletræer. Træerne indeholder æteriske olier, som gør træet naturligt imprægneret. Skabe og kister af cypres angribes derfor ikke af møl.

6. Find spor efter dyr og svampe
Gamle træer, der får lov at stå tilbage i skoven og forfalde, er vigtige levesteder for insekter og svampe.

7. Landskab formet under sidste istid
Grydebjerg mose er et såkaldt dødishul. Da isen trak sig tilbage blev en kæmpe isblok liggende her. Rundt om isblokken blev sten og jord fra smeltevandet aflejret. Da isblokken smeltede blev jordaflejringerne til Grydebjerget, og hvor isblokken lå, er der nu mose.

8. Normannsgran til pyntegrønt
Træer får jævnligt klippet sidegrenene. De friske, afskårne grene holder længe på nålene, også indendøre.

9. Bøg kåret til frøindsamling
Bøge som disse med lange, rette stammer og få sidegrene er specielt eftertragtede, bl.a. til fremstilling af møbler. Hvert 5.-7. år sætter bøgene ekstra mange frø (bog). Frøene indsamles til planteskoler, som laver nye planter. Frøene indsamles i store net som lægges ud i skovbunden før oldenfald. Derfor holdes skovbunden her fri for træer og buske.

10. Douglas, lærk og cypres er naturligt imprægnerede
Douglas fældes normalt i en alder af 50-70 år, men disse træer er ca. 80 år. De skal bruges til specielle formål, for eksempel skibsmaster, plankegulve eller renovering af træværket i gamle bygninger.

11. Kirsebær er føde for mange dyr
Der står enkelte træer langs stien, fordi de er til gavn for dyrelivet. Led efter kirsebærsten i skovbunden. Hvis der er et pænt rundt hul, er det skovmusen der har gnavet. Er stenen flækket på langs, har kærnebideren været på spil. Ræv og grævling æder hele frugten. Egernet tager kun frugtkødet. Nye planter kommer måske op, hvis dyrene taber stenene.