Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved True Høje

Natursti ved True, 8 km nord for Hobro.
Sti på 3,5 km

Sporet ved True Høje ligger ca. 8 km nord for Hobro lidt syd for landsbyen True. Den afmærke-de rute er ca. 3½ km lang. God tur!

Landskabet ved Simested Ådal
Området øst for Simested Ådal er et varieret istidslandskab med en mosaik af lavninger og høj-depunkter. Klumper af dødis har, efter at være smeltet, dannet små søer. Disse er senere groet til og ses nu som tørvemoser mellem de kuplede bakker. Simested Ådal er en tunneldal, der er ud-gravet af en smeltevandsstrøm under isdækket i den sidste istid. Nogle kilometer mod nord er der et vandskel i tunneldalen. Lindenborg Å afvander området mod nord til Limfjorden. Områ-det syd for vandskellet afvandes af Simested Å til Hjarbæk Fjord.

1. Tørvemoser og læhegn
Sporet begynder ved Døstrupvej og fører ind i et område med småmoser. Buske og krat af blandt andet røn dækker enkelte af moserne, mens andre endnu er åbne. Man kan se de vand-fyldte grave fra tidligere tørvegravning. Moser og læhegn danner en mosaik af forskellige leve-steder til gavn for områdets vilde dyr og planter. Småfuglene kan finde føde og plads til deres reder, og man kan være heldig at se rådyr og rovfugle. I læhegnene står seljerøn, tjørn, hyld og brombær.

2. True Høje
Nord for moseområdet krydses ejerlaugsgrænsen mellem landsbyerne Døstrup og True. Græn-sen er også sogne- og kommunegrænse. Sporet går langs et læhegn til True Høje - også kaldet Trehøje. De tre fredede gravhøje ligger på et højdedrag ca. 75 meter over havet. Herfra er der en storslået udsigt over det himmerlandske landskab. Man kan se flere middelalderkirker og nye store anlæg som fabrikker, vindmøller og antenner. Mod vest kan man se ådalens sænkning. Langs Simested Å er der fundet bopladser fra ældre stenalders jæger- og samlerkulturer. I dag er dalen græsningsområde for malkekvier og kødkvæg. Kvierne kan være nysgerrige overfor besø-gende.

3. Kærvej
På vejen ned i ådalen passerer sporet et kildevæld, der danner et fugtigt kærområde. Umiddel-bart nedenfor ådalsskrænten og kærområdet gik i gammel tid en kærvej fra True. Vejen ledte ned til de lange og smalle engparceller, der ved udskiftningen af True i 1789 blev tildelt de en-kelte gårde. Kærvejen kan endnu anes i terrænet. Sporet fortsætter i sydlig retning på kærvejen.

4. Kistvad Bro
Sporet udmunder på den asfalterede sognevej til Store Rørbæk vest for åen. Sognevejen krydser Simested Å ved Kistvad Bro. Her har der, som navnet antyder, langt tilbage i tiden været et va-dested. Nedenfor broen ligger et dambrug. Følg sognevejen tilbage til sporets start.