Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Hvam Bæk

Natursti ved Hvam Stationsby, 20 km vest for Hobro.
Sti på 2 km

Den afmærkede rute er ca. 2 km lang. Numrene på kortet henviser til nedenstående beskrivelse. God tur.
Sporet starter ved den gamle jernbanebro, hvor Himmerlandsstien krydser Hvam Bæk. Turen følger sydsiden af bækken mod vest, på kanten af slugten, langs markskel indtil Gl. Hvam. Området er dannet, da isen for mere end 10.000 år siden trak sig tilbage og gav landskabet en storslået skønhed. På det første lille stykke af turen går stien på DLGs grund, derefter over uplejet eng, langs markskel, og til sidst følger den et lille stykke en gammel kirkesti i Gl. Hvam til kirken.

1. Jernbanebroen over Hvam bæk
Smuk jernbanebro over Hvam bæk. Lille imponerende bygningsværk fra da Himmerlandsbanen blev etableret i årene 1889 til 1893. Broen er en af mange, der blev bygget i forbindelse med den 82 km banestrækning fra Viborg til Løgstør. I dag er 69 km af banestrækningen fra Løgstrup ved Viborg til Løgstør ved Limfjorden omdannet til cykelsti, der går igennem det naturskønne Himmerland. 

2. ”Det grønne forsamlingshus”
Aktivitets- og mødested for social samvær. ”Det grønne forsamlingshus”

3. Udsigt over Hvam bæk
Flot udsyn mod vest, kuperede terræn omkring Hvam bæk. Rig på planter og dyreliv. Omegnens mange gravhøje, vidner om bosættelse tilbage til år 2000 f. Kr.

4. Mølledam
Rasteplads med bænk og udsigt mod Gl. Hvam, der ses lille reetableret mølledam. Indtil slutningen af 1950’erne var der en mølledam i landsbyen. Bækken var stemmet op, og den daværende møller anvendte vandet som drivkraft til værnen. 

5. Kirkestien
På et lille stykke bag de gamle skolebygninger, går du på jord, der engang var kirkestien. I lige retning mod øst gik en jordvej til stationsbyen Hvam. Helt frem til engang i 1970’erne var det muligt at færdes til fods på en stor del af den gamle sti eller vej, som folk og fæ har anvendt i gamle dage, inden stationsbyen Hvam opstod i forbindelse med etableringen af Himmerlandsbanen. Gl. Hvam er den oprindelige landsby med kirke og landsbyskole. Omtales første gang i år 1344 under betegnelsen ”Hwamæ”. 

6. Hvam Kirke
En typisk middelalderlig landsbykirke bygget i 1200-tallet. Koret og skibet er opført af granitkvadre. Tårnet er bygget af genanvendte kvadre og munkesten fra 1400-tallet. Våbenhuset er fra slutningen af 1800-tallet, og bygget af små munkesten. Inde i kirken på nordvæggen ses kalkmalerier fra før reformationen.

Tilbageturen
Følg den stiplede linje af Holmgårdsvej til Himmerlandsstien, eller gå ad Kirkebyvej. Du kan også nyde turen langs bækken en gang til.

Rutekort

Sporfolder

Kontakt Lodsejer