Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Jons Kapel

Natursti på 2,5 km ved Jons Kapel. 6 km nord for Hasle, Bornholm

Jons KapelSporet ved Jons kapel ligger ca. 6 km nord for Hasle. Den afmærkede rute er ca. 2,5 km lang. God tur.

1 - Landbrug på naturens præmisser
På P-pladsen går sporet ad stien over marken. Driften af disse jorder kræver særlig forståelse for naturen. Istidens gletschere har efterladt en mosaik af områder med henholdsvis ler, sand og mange sten. Desuden ligger granitten mange steder tæt ved jordoverfladen.

2 - Jons Kapel
Trappen ned til Jons Kapel går gennem en kløft. Kløften er dannet fordi klippen her er mere finkornet end den omkringliggende, så den lettere nedbrydes. Lidt mod syd er der tre klippehuler eller »ovne«, hvori munken Jon ifølge sagnet skulle have boet og prædiket for søfolkene. Klippesiderne rummer her en spændende flora med specielle arter af både bregne, kamille, røn og dværgmispel.

3 - Redningsstien
På redningsstien ses, hvordan vinden kan beskære vegetationen. Enebær, slåen, hyld, lyng osv. er formet af vinden. Det kunne være barsk at patruljere på stien i stormvejr. Redningsstien blev brugt ved søforlis, som der findes mange beretninger om.

4 - Blåskinsdalen
Blåskinsdalen er dannet ved en dramatisk opsprækning af grundfjeldet. Her hersker dog i dag en særlig ro. Dalen har året rundt sit helt eget klima. Det er forudsætningen for det frodige plantedække af bregner, vedbend, anemoner og orkideer. Det særlige lys i dalen har gennem tiden inspireret kunstmalere - men det siges, at det ikke vil lade sig fange på et lærred.

5 - Stengærde
De mange sten på marken har gennem generationer været til stort besvær. Et særligt redskab, en tveje (tve-gren), blev tidligere brugt til at trække tunge sten væk fra marken. Stenen blev rullet op på den lidt nedgravede tveje, hvorefter den kunne trækkes væk med hestekraft. Det lange stengærde vidner om mange timers arbejde. En dygtig mand kunne på en hel dag lægge en meter.

6 - Gammel stensætning
Ca. 25 m inde i den lille skov er der en gammel stensætning. En del sten mangler, men et ovalt område på ca. 25 x 15 m indenfor stenene kan fornemmes.
Det er ikke med sikkerhed fastslået, hvad stensætningen har været brugt til. Formodentlig er der tale om et gammelt tingsted. Det kunne også være en fægård, hvor de frit græssende kvæg og får kunne drives ind for natten eller samles til malkning. Bækken i bunden af den lille skov har været opdæmmet til et vandingssted for dyrene. Her er desuden fundet rester af den brolagte middelaldervej, Printzenskölds vej, fra Hammershus til Rønne

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer