Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Skolereform øger interessen for friluftsundervisning

I takt med, at skolereformen efterhånden rodfæstes, viser flere skoler interesse for at etablere et Skolespor med undervisning ude i naturen. Projekt Skolespor er et motiverende entreprenørskab for eleverne i udskolingen, der styrker relationerne mellem skole og lokalsamfund.

Når skolereformen efter sommerferien skal realiseres, skal de danske skoler have en stribe nye undervisningstilbud klar på hylderne. Da reformen lægger op til mere fysisk aktivitet, mere varieret og virkelighedsnær undervisning, har flere skoler fået øje på Skolespor som en spændende ramme for undervisning. Et Skolespor er en offentlig trampest på privat jord, hvor en landmand eller lodsejer giver skolen og andre interesserede mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden.

De to første Skolespor er allerede etablerede i hhv. Skanderborg og Ejstrupholm, og yderligere otte skoler er gået i gang med planlægningen henover vintermånederne.

”I de seneste måneder har vi fået en række nye henvendelser til Sekretariatet for Spor i Landskabet. Det handler både om, at skolereformen nærmer sig og om, at vi har intensiveret indsatsen for at øge kendskabet til Skolespor i takt med at forskelligt inspirationsmateriale er blevet færdigt,” forklarer Jan Morre Christensen, konsulent i Landbrug & Fødevarer, som har været med i udviklingen af projekt Skolespor.

”Og det er rigtig godt, at processen begynder at rulle, så vi kan lære af erfaringerne fra de skoler, der allerede er i gang. Det er jo typisk de samme udfordringer, som skolerne står overfor i opstartsfasen – eksempelvis hvordan man forklarer landmænd og jægere om, at det ikke er farligt at invitere skoleelever ind på sin jord,” siger Jan Morre Christensen, som glæder sig til at se danske skolebørn på Skolesporene.

Fakta - Skolespor:

  • Et Skolespor er en offentlig trampesti i naturen – typisk 2-5 km – i nærheden af en skole
  • Eleverne i udskolingen indsamler informationer om natur, lokalhistorie m.v. til en offentlig sporfolder og etablerer sporet med folderkasse, informationstavler, pæle mv.
  • Sporet etableres i et samarbejde mellem skole og landmænd/lodsejere med adgang for offentligheden
  • Sekretariatet for Spor i Landskabet hjælper og rådgiver skolen gennem hele processen
  • Etableringsudgifter til skilte, folder, pæle m.m. sker uden omkostninger for skolen som følge af økonomisk støtte fra Nordea-fonden og Miljøministeriets pulje til Lokale Grønne Partnerskaber

Udviklingen af undervisningskonceptet projekt Skolespor er støttet af Nordea-fonden og støttet med Tips og lottomidler til Friluftslivet.

Se mere på www.spor.dk/skolespor

Organisationerne bag Spor i Landskabet og Skolespor er: Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftstrådet, Kommunernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd samt Naturstyrelsen.

Seneste nyt fra Spor