Vi bruger cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Om Skolespor

Skolespor er et tilbud primært til udskolingen med fokus på udeundervisning, entreprenørskab og lokal værdiskabelse

Skolespor: et projekt i samarbejde med det omgivne samfund

Et Skolespor er en trampesti i umiddelbar tilknytning til skolen, som fører ud i det åbne land. Et typisk Skolespor er på 2-4 km, som skolen etablerer i samarbejde med lokale landmænd, foreninger, forældre m.fl. Formålet er at bruge naturen i lokalområdet aktivt i undervisningen. Resultatet af projektet er til glæde og gavn for både skolen og offentligheden. Skolesporet tager udgangspunkt i det omgivende samfund, og efterfølgende kan stien bruges aktivt i undervisningen.

Projektet er udgiftsneutralt for skolen. Spor i Landskabet har mulighed for at støtte med 100 % til etableringsomkostningerne. Som udgangspunkt gives der 75 % støtte til etablering af skolespor gennem Nordea-fonden. Miljø- og Fødevareministeriet har stillet en pulje til rådighed, hvor man kan søge de resterende 25 %. Ansøgningen om fuld finansiering af skolesporet vedlægges ansøgningen om skolesporet (se under Etablering af skolespor).

Brug Skolespor i din undervisning i grundskolen

Arbejdet med at etablere Skolesporet vil typisk være et projektarbejde i udskolingen, Her er de primære opgaver at udarbejde en offentlig folder og andre informationsmaterialer. Eleverne skal ud i landskabet og undersøge og finde de gode historier, som skal indgå i folderen – typisk 8-10 punkter. Det kan være dyrelivet, planter og træer på ruten eller beskrivelser af landskabet og bygningers historier. Fag som historie, dansk og de naturvidenskabelige fag kan alle inddrages i selve projektet.

Skolespor giver mulighed for at trække virkeligheden ind i klasseværelset og skabe en unik sti til gavn for skolen og lokalområdet. På nogle stier er kulturhistorie, biologi og geografi i fokus, mens der på andre stier er fokus på moderne formidling med smartphones.

Sådan kommer du i gang

For at komme i gang med et Skolespor er det en god idé at lave projektet som et fællesprojekt mellem forskellige lærer, samt forældre eller andre lokale foreninger, f.eks. spejderne, idrætsforeningen, menighedsrådet o.l. Derefter indleder skolen en dialog med landmanden om muligheden for at etablere et Skolespor på dennes jord. Et eksempel på processen er givet nedenfor

  • Når ruteforløbet er fastlagt, skal der tages stilling til antallet af materialer. Ansøgningen, samt ansøgningen om fuld finansiering af skolesporet, skrives og sendes ind til sekretariatet. Dette kan gøres som et samarbejde mellem alle aktører
  • Sekretariatet godkender og giver tilsagn til skolesporet. Sekretariatet kan give 75 % støtte til etableringsomkostningerne gennem Nordea-fonden, samt 25 % støtte til fuldfinansiering gennem Miljø- og Fødevareministeriets pulje, hvis dette er søgt

  • Eleverne kan begynde at undersøge og skrive om emner til folderen/infotavlerne

  • Tekster og evt. tegninger til informationsmaterialerne sendes til sekretariatet, der sørger for den grafiske opsætning og tryk

  • Materialerne til afmærkning af stien leveres

  • Den praktiske etablering af stien kan med fordel gøres i samarbejde med andre aktører. Afsæt eksempelvis en søndag til formålet, hvor elever, forældre og lokale foreninger slår græs, opsætter pæle mv. 

  • Skolesporet indvies som et åbent arrangement. Annoncer gerne lokalt for indvielsen og kontakt den lokale presse

Spor i Landskabet hjælper og rådgiver undervejs

Sekretariatet for Spor i Landskabet hjælper og rådgiver skolen i alle faser. Sekretariatet layouter og trykker sporfolderen med de informationer, skolen/klassen har indsamlet og bearbejdet. Alle materialer til etablering af et Skolespor leveres af sekretariatet. Projektet er udgiftsneutralt for skolen, fordi der ydes tilskud fra forskellige fonde. Skolespor er støttet af Nordea-fonden og støttet med Udlodningsmidler til Friluftslivet.