Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Skolespor i horisonten

Kragelund Efterskole arbejder målrettet på at få de sidste aftaler på plads med landmænd og lodsejere, så de kan få undervisningen ud i det fri på et skolespor.

”Et skolespor vil være en fantastisk mulighed for vore elever for at efterlade et minde, som andre får glæde af. Og en spændende mulighed for at vi i fremtiden kan lægge undervisningen ud i det fri. Derfor tror vi rigtig meget på ideen bag et skolespor”. Sådan begrunder lærerne Bente Bahn Larsen og Rikke Dirchsen Nielsen deres arbejde med at etablere et skolespor til Kragelund Efterskoles 88 elever og til borgerne i Kragelund.
Skolen er et specialtilbud til elever i 8.-10.-klasse med læse-stavevanskeligheder. De to lærere underviser i biologi, dansk og matematik, og de ser en række spændende perspektiver i et skolespor. Både i at etablere sporet, - i at undervise på det, - og i at få et fællesprojekt, der kan bidrage til et godt naboskab i lokalsamfundet i byen Kragelund. Tre kilometer spor skal udstyres med informationstavler, skilte og QR-koder, så eleverne kan få undervisning ude i det fri med forskellige opgaver og udfordringer afhængig af fag, niveau og årstid.

Drømmesporet
”Vores drømmespor starter ved skolen og går både forbi vandhuller, krat, åbent landbrugsjord og Gesager Å, som har et spændende vandliv med masser af udfordringer til biologiundervisningen”, forklarer Bente Bahn Larsen, som underviser i biologi. På satellitkortet viser hun, at drømmesporet har berøring med seks lodsejere, hvoraf de fem er landmænd. Skal sporet realiseres, kræver det tilsagn fra samtlige lodsejere.
”Vi har fået forskellig respons. Hovedparten er som udgangspunkt positivt indstillede, hvor deres største bekymring er vilkårene for den jagt, som findes omkring sporet. En enkelt er dog afvisende, så derfor har vi ændret udkastet, så vi desværre ikke kommer forbi åen. Men de tre kilometer i den nye plan rummer stadigvæk en masse spændende natur,” siger Bente Bahn Larsen fortrøstningsfuldt. Problemet med jægernes vildtpleje, som ikke må forstyrres, kan løses ved at lave begrænsninger på brugen af skolesporet i jagtsæsonen, hvilket evt. kan indføjes i den tilhørende sporfolder.

Alliancer hjælper
”Heldigvis er én af de andre landmænd, som godt kan lide ideen, nu gået positivt ind i processen med en holdning om, at der skal være plads til os alle sammen. Dermed har vi fået en allieret, der kan være med til at finde en pragmatisk løsning med naboerne,” siger Bente Bahn Larsen.
De to lærere er også glade for den positive respons fra den lille landsbys eneste forening, Initiativgruppen.
”Byen og området har ikke rigtig skov eller andre oplagte områder at spadsere på, så de synes, det vil være lækkert med en sti, som byens borgere også kan bruge. Jeg tror, deres opbakning også betyder noget for landmændene,” forklarer Rikke Dirchsen Nielsen. De to lærere har tænkt sig at invitere de berørte landmænd og alle andre interesserede til kaffebord på skolen, når aftalen er på plads.
”Sporet er jo et projekt, som er med til at åbne skolen op og skabe positive relationer. Det er vigtigt i et lille lokalsamfund, hvor vore 88 elever naturligvis fylder i bybilledet, ” siger Rikke Dirchsen Nielsen.

Elever vil ud
De to lærere har allerede luftet planer og muligheder med eleverne, som umiddelbart er tændte på ideen og glæder sig til at skulle undervises ude i det fri.
”En del af etableringen består i at udarbejde en folder, som skal offentliggøres og bruges af andre. Det vil være grænseoverskridende og motiverende for mange elever, som ikke har mange sejre med i bagagen, når det gælder skriftlige opgaver. Ligeledes vil arbejdet ude på sporet med informationstavler, pæle og skilte kunne kombineres med vores praktiske valgfag som et tiltrængt pusterum ovenpå de mange tal og bogstaver,” lyder det fra Bente Bahn Larsen. Med dette perspektiv ser de to lærere frem til samarbejdet med de berørte landmænd og lodsejere i Kragelund.

Fakta - Skolespor:

  • Et Skolespor er en offentlig trampesti i naturen tæt på skolen – typisk 2-5 km.
  • Sporet etableres i et samarbejde mellem skole og landmænd/lodsejere
  • Etableringsfasen rummer forskellige undervisningsmuligheder, idet eleverne indsamler informationer om naturen, lokalhistorie m.v. til en offentlig sporfolder
  • Etableringen af et Skolespor støttes af Sekretariatet for Spor i Landskabet, som hjælper skolen gennem hele processen.
  • Takket være fondsmidler sker etableringen uden omkostninger for skolen.
  • To skoler har etableret skolespor og yderligere otte er på vej, heriblandt Brøruphus Efterskole ved Skanderborg og Næsgård Efterskole på Falster. Læs mere på spor.dk/skolespor.

Seneste nyt fra Spor