Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

2016/2017

Tak for et godt 2016. Nu ser vi frem mod 2017 med mange nye spændende spor-projekter

Kendskabet stiger
I året, der er gået, har der været fokus på at udbrede kendskabet til jeres knap 200 spor landet over. Det er bl.a. sket gennem kampagner på Facebook. Især op til Sporenes Dag i juni nåede budskabet om Spor i Landskabet langt ud på de sociale medier, hvor vi nåede over 360.000 brugere. Vi håber, at det også har givet flere besøgende ude på alle jeres flotte spor. Ligeledes nåede efterårets kampagne om muligheden for etablering af spor langt ud. Det har kastet op i mod 20 henvendelser af sig fra lokale foreninger mv., der er interesserede i at lave stier. Overvejer I at forlænge jeres spor, hører jeg gerne fra jer.

 

Nye netværk og mere samarbejde

2016 er også gået med at skabe gode netværk til bl.a. til den kommende Geopark Vestjylland, Naturpark Randers Fjord, kommuner og mange andre store og små projekter. Sammen skal vi i 2017 arbejde for at etablere endnu flere gode spor i hele landet. Giv mig endelig et praj, hvis du kender til andre spændende projekter, hvor Spor i Landskabet kan være med. 

Her er et udpluk af de af de spor, der er på vej i 2017:

 

  • Stjær-Storringe-Søballe, over 25 km spor mellem tre landsbyer
  • Fjordklyngen ved Hjarbæk Fjord, over 60 km nye spor mellem seks landsbyer
  • Geopark Vestjylland, mindst to spor på vej ved Møborg og på Venø
  • Kibæk-Momhøje Naturcenter
  • Skolespor ved Ørum, Djursland
  • Skolespor ved Hylke
  • Tirslund Plantage

 

Penge fra Naturpakken til skolespor

Nu ser vi frem mod et godt 2017, der bl.a. byder på nye finansieringsmuligheder for skolespor. I det nye år modtager Spor i Landskabet 2 mio. kr., der er bevilget gennem Regeringens Naturpakke. 

Midlerne fra Naturpakken skal især støtte etablering af flere skolespor. En pulje skal f.eks. være med til at sikre fuldfinansiering af skolespor, ikke mindst på de skoler, hvor det kan være svært at finde lokal medfinansiering. Målet er at understøtte skolereformens mål om mere aktiv undervisning udenfor. Kender din lokale skole ikke til skolespor, spred da gerne budskabet videre. 

 

2017 i historiens tegn

I 2017 står DR, Nationalmuseet, Slots- og Kulturstyrelsen og en række museer landet over bag det landsdækkende initiativ Historier om Danmark. Initiativet skal gøre os alle klogere på vores egen historie og styrke vores fælles historiske interesse og forståelse. Med i samarbejdet er også Spor i Landskabet, der med de knap 200 stier landet over, fører ud til de mange historiske vidnesbyrd og spor, der findes i landskabet.

Det betyder, at man i løbet af 2017 på vores hjemmeside kan vælge historiske spor. Under vores danmarkskort over alle spor, vil man kunne vælge et tema-lag, der viser ruter med spor lige fra stenalderen til 2. verdenskrig.

Jeg vil opfordre allerede nu til at tænke over, om der kan laves et historisk tema til Sporenes Dag, der løber af stablen søndag d. 11. juni.

Seneste nyt fra Spor